To første gange

13 Apr

Når jeg tænker tilbage på min første gang, så må jeg opdele den i “to første” gange.
Den første, første gang forekommer mig næsten betydningsløs i dag. Jeg var 15 år, havde sommerferie og i en cocktail af kedsomhed og nysgerrighed hang jeg ud med en pige på 17, som jeg ikke var forelsket i. Af årsager jeg ikke kan huske, overnattede jeg hos hende og vi gik i seng sammen, eller rettere sagt, hun gik i seng med mig – jeg blev i hvert fald lidt overrumplet , selvom jeg gerne ville, og prævention var der ikke noget af. Vi talte ikke om det før, under eller efter. En succes var det i hvert fald ikke. Vi prøvede begge to, men kunne hverken røre ved hinanden eller kysse så vi blev rigtig tændte. Det var mest af alt et uskyldigt forsøg på sex, men at kalde det sex ville være forkert. Det var meget akavet, gjorde ondt og vi kunne hverken grine af det eller tale om det. Selvom jeg følte en stolthed over det bagefter, specielt når jeg fortalte mine kammerater om hvor `fantastisk´ det var, så kunne jeg ikke løbe fra, at jeg nok ikke var parat i mig selv. Fysisk var jeg  helt klar, men ikke emotionelt.

Min anden, første gang var helt anderledes. Det var et halvt år efter. Jeg havde mødt en pige på min efterskole som jeg var meget forelsket i, hvilket var gensidigt. Hun var et år yngre end jeg. Vi havde let ved at være sammen, grine sammen, tale sammen bl.a. om sex og prævention, -hvilket var en kæmpe fordel de første par gange vi var i seng sammen. Jeg kunne, med møje og besvær, overkomme min egen generthed, usikkerhed og totale mangel på erfaring, -og nervøst fortælle hende hvad der var godt eller dårligt, hvad jeg kunne lide og ikke lide m.m. Så selvom der gik et par gange før jeg fik min første orgasme, så tænker jeg med sødme og varme på min `anden første gang´ som min seksuelle debut, hvor vi elskede som nybegyndere fremfor at dyrke sex.

Mand, født i 1970